Jeg er 27 år og bor i Århus sammen med min kæreste Emil. Her ser I mig i mit rette element; i mine løbesko og i mit løbetøj. Jeg elsker at løbe, og jeg løber for at blive bedre og hurtigere. Klichéer som “løb er mit frirum” og “jeg løber for at slappe af” forstår man nok først, når man begynder at kalde sig selv for en løber, og man ikke kan lade være med at løbe. For 2 år siden skiftede jeg titel og begyndte at kalde mig selv for triatlet. Jeg træner 6-9 gange eller 8-10 timer om ugen fordelt på svømning, cykling og løb. Min favorit disciplin er stadigvæk løb og især de lange intervaller eller den lange rolig søndagsløbetur er noget jeg altid ser frem til. Den tidlige morgentræning er vokset på mig, og jeg elsker at starte dagen med svømning eller en time på spinningcyklen. Til daglig læser jeg medicin og om et år kan forhåbentlig tage mig titlen “læge”. Selvsagt fylder studierne meget i hverdagen, men jeg finder en ro i at få det hele til at gå op ved at strukturere min hverdag, så der kan findes tid til det hele. Noget der altid kan få mig afsted på en løbetur, uanset om det stormer og regner er korrekt påklædning. På de hårde dage hvor sofaen lokker, kan jeg finde på at iklæde mig sportstøjet en times tid inden turen – bare lige for at gøre det ekstra nemt at komme ud ad døren, når det så gælder. Jeg har i mange år været glad for FUSION produkter, da det er produkter der ikke mindst holder i flere år, men også er produkter, som jeg føler mig komfortabel i. Og så findes der produkter, der passer til alt slags vejr. Det stykke tøj, der har været ude af skuffen flest gange er C3+ træningsshorts lavet specielt til kvinder. Den brede elastik er fantastisk! I bund og grund lever jeg ud fra, at det jeg har lyst til, har jeg også tid til – det jeg har mest lyst til, kommer først. Ofte er det en løbetur!