Jeg er 41 år og bor i Horsens med min kæreste, vores søn og min datter.
Af profession er jeg vejleder på en uddannelse. I min fritid er jeg blandt andet passioneret triatlet, (ultra)løber, outdoor-entusiast og madnørd med stort M.
Såvel min kæreste som jeg kører triatlon, hvorfor vi i nogles øjne nok lever et ”über struktureret” liv. Jeg har en træner, der tilrettelægger al min træning. Dette så der er fuld overensstemmelse mellem hvad der er muligt som fuldtidsarbejdende mor og ambitiøs amatør triatlet. På den måde sikres det, at jeg træner nok, uden at træne for meget, samtidig med at jeg får fuldt udbytte af de timer jeg lægger i det.
Jeg træner træner 10-12 timer om ugen, men noget mere i peakperioder op til races. Min krop er en rigtig god dieselmotor, hvorfor jeg nok har en forkærlighed for de længere triathlon distancer som 1/4, 1/2 og hel Ironman.
Det samme gælder ultraløb; ikke hurtig, men god. Min racesæson er meget forskellige fra år til år, men tilrettelægges ud fra hvad der er mine A- og B races.
Heldigvis har jeg en træner, som er god til at bakke op om mine tossede ideer, og han “lader mig” ofte race alt hvad jeg gerne vil, så længe det passer ind i planen.
Min favorittræning er klart løb og cykling. Jeg kan rigtig godt lide cykelturene i det fri på alle tidspunkter af året, de hårde intervalpas på hometraineren og mine lange løbeture i weekenderne, hvor jeg kommer ud i den friske luft og kan følge naturens gang. Svømme træningerne kæmper jeg noget mere med, da jeg er som en ”sten i vandet” og lærte at svømme relativt sent. Jeg roser dog mig selv for min vedholdenhed.
Min familie og jeg har vores fælles frirum i naturen, hvor vi sammen deler glæden ved både vandreture, shelterliv og madlavning på bål. Det er typisk her, vi tanker op på vores fælles” familiekonto” i ferier og weekender.